HUIPILS
KJOLER og BLUSER
Blandt mange af Mexicos oprindelige kulturer er kvindens traditionelle beklædning et kunstværk, som har kostet mange måneders arbejde. Det er vævet af de fineste naturfibre og er den perfekte beklædning i et klima, der varierer fra meget varmt til meget koldt.
Huipil er betegnelsen for en kvindebeklædning, bestående af et aflangt stykke håndvævet stof, foldet på midten med en åbning til hovedet. En huipil kan være lukket i siden eller åben som en poncho. Den kan være kort som en bluse eller lang som en kjole og bæres som regel over en lang nederdel.
I Zapoteca vil du finde eksempler på den fineste vævekunst fra mange egne af Mexico og Guatemala.
Af huipils fra Oaxaca er kunstværkerne fra San Pedro Amusgo, Pinotepa, Cotzocón og Tlahuitoltepeque blandt de fineste. Her dyrkes Mexicos brune bomuld, Coyuchi, en naturfiber, som har fået en renæssance med kampagnerne for at bevare oprindelige materialer, metoder og kvalitet i tekstilerne.
En Maya huipil fortæller ved dens vævede mønstre, hvilken by den stammer fra. De farverige huipils fra Aldama, Larrainzar, Chenalho og Panthelho i Chiapas bjerge beskytter både mod sol og kulde. De slørfine vævninger fra Carranza i det varme lavland er kølige med naturlig ventilation.
Af broderede klæder er de enkle bluser fra Aguacatenango blandt de mest efterspurgte. De er syet i hånden af naturfarvet bomuldslærred og dækket med tæt hvidt broderi. Også de broderede kjoler og bluser fra San Antonino er kendt som indbegrebet af mexicansk beklædning.